Gårsdagens regn og torden blev afløst af høj solskin men med en kølig vind. Vi besluttede os for at gå ned til vandet og gå langs klinten ud til Knudeklinten. Det var en rigtig smuk tur gennem et område med skov og mose, som så ud til ikke at have været berørt af mennesker i mange år. Man kunne sagtens forestille sig en stenalder mand komme gående med sit spyd gennem denne skov eller en kvinde med en kurv på vej ned til stranden for at samle muslinger og østers i vandkanten.
Vi fik set på klinten og nogle af de formationer som tiden har skabt. Nogle steder kan man tydeligt se lagene i klinten. Hjemme på pladsen igen fik vi frokost inden turen i bil gik mod “Den røde sten”. 
For mig et meget fjernt minde fra barndommen, en erindring om et magisk sted hvor der var en stor sten med et hul man kunne kravle ind i. Først kom vi dog til “Bette Jenses Hyw”, som er øens højeste punkt. Den rigtige høj er gravet væk, så i folkemunde er Stendal høje blevet til “Bette Jenses Hyw”. Der fragik det stejlt ned ad mod “Den røde sten”. Sjovt nok så den ikke helt ud som jeg huskede den, men det er næsten en menneskealder siden jeg så den sidst. Vi fortsatte helt ned til vandet og gik en tur langs stranden til endnu en rød sten, som ligger helt ud til vandet.
På vejen hjem kørte vi omkring Brugsen efter noget pålæg og lidt drikkevarer, samt et stop ved den lokale genbrugsbutik, hvor vi købte en pizzakniv til brug i campingvognen.
Vel hjemme på pladsen igen stod den på afslapning i solen indtil aftensmaden skulle på grillen. De to røgede koteletter smagte himmelsk og med salaten til, var det et konge måltid.