Vi kørte hjemmefra ved 11 tiden, da vi havde læst at man ikke kunne få pladsen før klokken 15. Men i løbet af formiddagen kom der en sms fra pladsen at vi bare kunne køre ind på vores bestilte plads hvis vi ankom i middagspausen. Så vi fik det sidste pakket og kom afsted.
Turen frem til Fur var stille og rolig, vejret var jo fint med høj sol. På den lille færge kom vi til at holde forrest og vi var de første der kom af færgen. En retur kostede med campingvogn kun 170 kr.
Fremme ved pladsen, ud af en meget lang og smal grusvej, fik vi anvist vores bestilte plads. Den havde udsigt over fjorden, men den var meget skrå, så selvom vi var helt oppe på kilen, så var det ikke nok til at komme i vatter.
Efter vi havde spist frokost, gik vi en tur rundt på pladsen. Vi kiggede lidt på restauranten og blev enige om at det var en smule dyrt, så vi kørte ind til Brugsen og handlede lidt til aftensmaden på grillen. Desværre begyndte det at regne kraftigt, med lyn og torden, så grillen blev udsat til næste dag.