Og det blev en lang dag. Stod tidligt op og fik morgenkaffe, derefter blev kursen sat mod Dybbøl Mølle. Det var egentlig grunden til jeg tog turen ned til grænsen, for jeg har kun set møllen på billeder og TV, aldrig i egen person.
Dybbøl Mølle ligner jo sådan set alle andre møller i DK. Den har historien med sig, da den ligger på Dybbøl Banke, der var centrum for de voldsomme kampe i de Slesvigske krige i 1848 – 49 og igen i 1864. I nærheden af møllen ligger 1864-museet, som indeholder billeder og fortællinger om slaget ved Dybbøl i 1864, samt en pseudorealistisk fremstilling af hvordan Dybbølskansen så ud i 1864. Man har taget de oprindelige ruiner, billeder fra dengang og kopieret beliggenhed og udseendet til museets udstilling.
Fra Dybbøl banke er der udsigt til Sønderborg og Sønderborg Slot, som så meget dragende ud i det dejlige solskin, det måtte undersøges, slottet blev derfor næste destination på turen.
Sønderborg Slot ligger ved Alssund indsejlingen. Der har det stået i 800 år og været hjem for både konger og hertuger. Christian d. II er nok den mest berømte bebor, om end det ikke var frivilligt, da han sad som fange på slottet fra 1532 – 1539. Slottet er ikke bare et slot men også en fæstning, som tydeligt fremgår af de tykke bastante mure. Og man kan endda se kamp arene i murene, fra 1864, da tyskerne bombarderede slottet til overgivelse.
Jeg valgte dog ikke at gå ind på slottet, da dagen var sådan en flot forårsdag at jeg i stedet valgte at gå en tur ud ad strandpromenaden ved slottet. Der var rigtig mange andre, som havde fået samme ide. Jeg gik dog ikke hele turen for mine stakkels ben skulle holde til Gråsten slot som var næste punkt på dagsorden, et sted som jeg også kun har set på billeder og TV.
Det er et imponerende slot, så velholdt en park. Desværre var der ikke så mange blomster i parken endnu og køkkenhaven var også lukket på grund af helligdagen. Men parken og søerne var hele turen værd, så må jeg se om der kommer en tur mere, hvor der er flere blomster.
På turen rundt i parken fik jeg øje på en Oliebille, som kæmpede for at komme over vejen og ind på plænen, hvor den helt sikkert skulle lægge sine æg.
Efter Gråsten gik turen tilbage til Kollund og en velfortjent eftermiddagskaffe og en slapper indtil aftensmaden. Det var jo Langfredag, så menuen stod på fisk, nærmere bestemt Laks i ovn med citron, krydderier og smør. Dertil Hasselback kartofler.
Da aftensmaden var spist, var der lige en opvask, der skulle klares og så ellers i bad og under dynen for at lade op til næste dag.