Så blev det dagen hvor vi skulle hjem. Vi startede selvfølgelig med morgenrundstykker i forteltet og så gik vi ellers i gang med at tage forteltet ned. Det tog et stykke tid, da der stadig var køligt og dug på teltdugen. Men solen kom heldigvis frem og hjalp med at tørre teltdugen, så teltet kunne pakkes ned. Møbler og tæpper blev ligeledes lagt på deres plads i campingvognen, toilet og spildevand tømt i udslagskummen og strømkablet blev rullet op på tromlen. Så allerede kl. 10 var vi klar til at køre fra pladsen. Vi manglede kun at aflevere bomkort, som skete efter vi var kørt ud fra pladsen.
Turen hjem gik uden problemer. Ingen af mine spejle antydede at de ville falde af, så det var nok de løse skruer, der var skyld i misseren på udturen.
Lige over middag holdt jeg på vejen ved huset og fik hurtigt campingvognen kørt på plads, tømt for vasketøj, mad i køleskabet og lukket for gasflaskerne. Har heldigvis fri mandag, så der kan jeg støvsuge og tørre af indvendigt.