Vågnede kl. 7.30 og stod op for at sætte varme på i forteltet. Hentede rundstykkerne kl. 8. Jeg havde glemt at bestille dem i aftes, men det kunne godt lade sig gøre alligevel. Bestilte så rundstykkerne til i morgen ved samme lejlighed og aftensmaden i Bistroen blev også bestilt. Den var med i tilbuddet vi havde købt. Efter morgen maden skulle der fyldes vand på vognen og spildevandet skulle tømmes og så var det tid til et bad.
Turen om formiddagen gik til Vester Thorup Strand, der hvor “Gutterne på Kutterne” (TV2-serie) er optaget. Det er altid en oplevelse at komme til Vesterhavet, selv på en dag hvor det blæser lidt.
Der var ikke den store aktivitet, andet end en kæmpe Bulldozer der var ved at jævne stranden, så det blev nemmere at trække bådene op på stranden. Lige ved stranden lå der en restaurant, hvor man kunne købe friske fiskefrikadeller. Så de blev indkøbt til frokosten.
Fra Thorup Strand gik turen via Telefondalen til Svinkløv Badehotel. Grusvejen »Telefondalen« fører gennem skoven til Svinkløv. Det er en rigtig flot natur at køre gennem med både skov og vandområder. Navnet henviser til etablering af telefonforbindelse fra Hjortdal til Grønne Strand i begyndelsen af 1950’erne.
Svinkløv Badehotel er blevet genopbygget efter branden. Den nye bygning var det lykkedes at få til at ligne den gamle i hvert fald udvendigt. Vi kunne desværre ikke komme ind, da der var lukket.
Der var ikke andet at gøre end køre hjem og spise de indkøbte fiskefrikadeller til frokost og tage en lille lur inden eftermiddagskaffen. Efter kaffen sad vi og hyggede i teltet indtil det blev tid til at gøre klar til aftensmaden i Bistroen.
I bistroen var der nogle ret specielle lamper, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvem der har designet dem. Aftensmaden bestod af en oksefrikadelle-burger, med pommes frites og sodavand til. Ikke den store kulinariske oplevelse.
Vi blev tilbudt dessert, men foretrak at tage den i form af Baileys i campingvognen, sammen med hyggesnak indtil sengetid.